Skolebestyrelsen mødes 9 gange om året, og der foreligger altid en dagsorden forud for et møde.
Dagsordenen bliver lavet i samarbejde mellem formanden og skolelederen.
På møderne drøfter vi ofte ting, som kommunen beder os om - såsom budgetnedskæringer, skolepolitik eller strukturforslag.
Vi har også nogle rent formelle ting, som vi skal forholde os til i løbet af året – såsom at godkende skemaer, deltage i ansættelser af medarbejdere og godkende vores interne budget.
Det rigtig sjove kommer oftest, når vi får mulighed for at arbejde med de ting, der former vores skole – såsom antimobbestrategier, cykelparkeringer, feriepasning eller sundhedsprincipper. Diskussionerne kan godt være passionerede, men stemningen er altid sober og rar.
Ud over arbejdet på selve skolen, er en del af vores arbejde også ud i kommunen. Vi forsøger at præge vores politikere til at give os de bedst mulige rammer og samarbejder tæt med de andre skolebestyrelser i kommunen om dette.
Vi har jævnlige inspirations-/temaaftner med kommunen om folkeskolen i det lidt større perspektiv og har krav om høringssvar, når der planlægges ændringer.